tirsdag den 19. juni 2007

Charme, selvtillid og røvsyge pladeudgivelser

Jeg ved godt jeg måske ikke er den bedste til at skrive en blog-tekst som den følgende. Dels fordi jeg ikke har vildt meget forstand på musik, dels fordi min kæreste er musiker, og jeg muligvis vil have en tendens til at favorisere hans musik frem for andres. Men jeg gør det nu alligevel, for jeg favoriserer ikke bare min kæreste, fordi han er min kæreste, men fordi han er utroligt talentfuld. I mine øjne - og ører - er han (og hans bandkolleger) talentfuld(e) ud over det sædvanlige.

Efter at have besøgt et par af årets "byfestivaller", er det, jeg har gået og haft på fornemmelsen nogen tid, virkelig gået op for mig. Det er sprunget ud i fuldt flor, iført korrekt slidte læderjakker, store solbriller, og en lille hvid charmeklud.Det har eksisteret i masser af år, den seneste tid er det bare mere blevet til en sygdomslignende tilstand, end noget der bare følger med.På musikscenen handler det ikke om at være en god musiker, det handler om at være en god entertainer (der er i forvejen skrevet maaaasser af blogs og artikler om dette, I know, men jeg vil være med, for jeg er lidt bitter). Det handler om at dukke op i det rigtige outfit og have den rigtige frisure. Ikke om at spille pissefedt på sin bas, eller synge rent, så det er lige til at få gåsehud af. Og hvad fanden er det for en udvikling?

Det er jo ikke fordi alle de koncerter jeg har været til, har været vildt dårlige. Tværtimod, så er mange af dem gode, fulde af energi, dans og jokes, som man kan grine lidt ad. Tit og ofte er det bare en kæmpe skuffelse, når man går hjem og sætter bandets album på, for der kan man ikke høre pianisten vælte sit orgel, man kan ikke høre gruppemedlemmernes store krøllede hår, der hopper med i takt til musikken. Energien og alt det underholdende er fuldstændig væk, og tilbage i sin stue står man med en plade, der lyder som alle de andre, og man vil egentlig helst bare ned i Accord, og bytte den til noget andet.

Jeg kan et eller andet sted godt forstå, det er dét, folk falder for. Udstrålingen, farverne på plakaten, de dansevenlige rytmer, der klæber sig fast i ens øregange ved første lyt, som klistret og glimtende sukker. Jeg kan bare ikke forstå, at folk ved deres fulde fem kan komme og påstå, at samtlige nye danske bands, der pt bliver skamspillet på P3 og rundt om på landets festivaller, består af gode musikere, rent kunstnerisk. Jeg kan ikke forstå, at det er alle disse bands, der er så utroligt svære at skelne fra hinanden, der får al spilletiden. Ja, de kan spille ordentligt på deres instrumenter, men kan de også få deres egne idéer? Kan de lyde som sig selv, give deres musik personlighed? Ville de kunne tiltrække ligeså mange mennesker uden deres eyelinere, skrig-grønne bukser, og gæsteoptrædender fra bands, der lige har solgt en håndfuld flere plader end dem selv?

Jeg håber nok bare lidt, at der er flere, der en dag bliver trætte i øjnene, og mest af alt bare har lyst til at lytte til noget, der rent faktisk lyder godt, fanger, og rammer lige dér. I hjertet.

Et lille suk herfra. M.

(Også postet på min Myspace-profil)