lørdag den 3. januar 2009

Nytårsforsæt

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil lave nytårsforsæt i år. Mest fordi jeg egentlig aldrig rigtig har gjort det før, og jeg synes det kunne være en sjov måde, at opnå nogle ting på. Jeg forestiller mig at jeg strammer balderne lidt ekstra, når nu jeg har skrevet nogle ting ned, som jeg synes jeg skal nå, eller gøre bedre, i 2009.

Her kommer hvad jeg indtil videre skal opnå:

- Jeg skal til Berlin, for når nu det er så nemt og billigt at komme dertil, er det sgu egentlig lidt dårlig stil, at jeg aldrig har været der.

- Jeg skal bestille en synsprøve, så jeg kan finde ud af, om mit syn er fint nok, og det bare er mig der ville ønske jeg havde supersyn, eller om jeg rent faktisk har brug for briller.

- Jeg skal bruge min cykel mere.

- Jeg skal møde Lonni Krause, for nu har vi, i et par år efterhånden, sagt til hinanden, at nu skulle vi også tage at rende ind i hinanden. Og det er ikke lykkedes endnu, så 2009 må være året.

- Jeg skal holde op med at skære tænder. Jeg skærer tænder, når jeg hører musik og når jeg fryser, og det er en utroligt dum vane.


Jeg burde måske tage med, at jeg skal skrue ned for mit sukkerforbrug, men jeg synes det er dumt at tage noget med, som man ved man ikke kan overholde, så det bliver altså ikke lige i denne omgang, at den last bliver lagt på hylden.

1 kommentar:

Tobias V. Rose sagde ...

Jeg bifalder det realistiske niveau. Super flot nytår, M!